Du må godt være lykkelig



Du må faktisk gerne være lykkelig

I bund og grund er det dét, vi alle søger. At være lykkelige. Og alligevel fylder det modsatte ofte mest.

Vi bruger meget tid på at tale om det, der ikke virker. Beklage os. Når vi er samlet, er det normalt at fortælle om, det, der gik galt på vejen. Eller den sure kassedame. Eller den høje værkstedsregning.

Misforstå mig ikke.

Det er helt OK, et enkelt øjeblik at beklage sig, når noget går os på. Eller at sige fra, hvis der er noget, vi ikke vil være med til. Det er helt OK.
Blot vi gør det fra et venligt sted i os.

Men så er det også overstået. Slip tilknytningen.

For... at fylde den efterfølgende tid med at tale om ulykken, beklagelsen, den sure kassedame eller den høje værkstedsregning ændrer ingenting. Absolut ingenting.

Tværtimod, det skaber ofte blot mere.

Hvis vi igen og igen fortæller om, hvor svært vi har det, så sker der intet. Andet end, at vi holder os selv fast lige dér.
I vores egen ulykkelighed.

Husk, lykken er ikke en rettighed. Det er ikke noget, vi kan kræve. Det er ikke noget, vi kan forvente. Der er ikke nogen, der kommer og forærer os den.

Lykken er noget, vi selv skaber. Ved vores indstilling til den. Ved vores opmærksomhed på den. Ved at omsætte ønsker og drømme til handlinger. Uanset hvilken situation, vi er i. Uanset, hvem vi er. Og være bevidste om vores bidrag i dette nu.

Det kan sagtens være hårdt arbejde, at ændre vores mønstre. Eller rettere: det ER hårdt arbejde, at ændre vores mønstre.

En klog kvinde sagde en gang - der skal tre gode historier til at opveje een dårlig.
Og i nære relationer er det 10 til 1.

Det betyder altså, at vi skal gøre os tre gange ( eller 10) mere umage. Vi skal øve os i, at fortælle de gode historier til os selv. Og om os selv. Og til andre. Og det kan godt være svært. Men det er OK. Det må godt være svært.

Og vi må godt. Du må godt.

For vi skaber vores virkelighed, gennem det vi giver opmærksomhed.

Derfor sæt fokus på din lykke i dette nu og vær taknemmelig, for alt det der er dit.

Være lykkelig.

Kærligst,
Flora ❤️

 

0 kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer. Vær den første til at skrive en!

Skriv en kommentar