Du må godt være god ved dig selv





Noget af det jeg oplever, er det aller sværeste for mine elever, når vi nænsomt går ind i nærværet og træner det mindfulde, er at kunne holde sig selv i et kærligt ikke dømmende rum imens.
At kunne rumme alt det nærværet byder os, fra et kærligt medfølende sted i os selv.

Så meget praksis bliver mentalt.
Vi prøver at regne den ud.
Vi forklare hele tiden for os selv.
Bruger ordet til at forklare stedet for mærkningen.
Tror at det er en ydre opdagelse.

Selv vores åndedræt bliver til en mental aktivitet og dermed svær at mærke effekten af.

Det er faktisk ganske skræmmende hvor svært det er, for den enkelte at rumme sig selv i et ikke dømmende kærligt rum.

At komme væk fra hovedet og ned i hjertet og mærke dybden af den vi er.
Igen og igen begrænses vi til at tro, at det er vores hoved der rummer alle svarene og ser derfor slet ikke, at det er hovedet der i første omgang har skabt al kaos og uro.

For mange bliver mindfulness en ydre træning.
Og vi misser dybden af at opdage, at det langt mere er en træning indefra og ud.
At åbne de indre døre max på klem.

Og for at kunne det med ro, kræver det masser af omsorg til sig selv og mod.
Masser af medfølelse.
At kunne holde sig selv og alt vi rummer i et kærligt rummeligt rum i sig selv.
At have modet til at gå det hele i møde uden dom.

Men kærligheden ( ved godt at compassion i en teoretisk ramme siges at være noget mere teknisk, men for mig er det meget enkelt blot kærlighed, at forbinde sig tilbage til sin kilde og opdage at den flyder frit uanset livets op og ned ture)

Kærligheden til sig selv, er simpelthen alt for svær, for alt for mange.
Det er på så mange måder skræmmende og foruroligende, at noget så enkelt er så svært.
Det skaber så meget ekstra lidelse i livet, når vi ikke mærker kærlighedens healende kram.
Når vi ikke ved, hvordan vi skal rumme alt det svære i os selv og i livet, i et kærligt ikke dømmende greb.

Jeg tænker det kommer fra en kultur, hvor vi har fjernet os for meget fra vores oprindelse.

Nu skal vi til at genlære at være venlige og omsorgsfulde, medfølende mod os selv, fordi vi kan se det gør noget godt for vores hjerne.

Men det er langt mere end det.
Det handler om vores sundhed. Fordi vi i dag ved, at vi påvirker vores sundhed helt ned på celleplan gennem det indre mentale miljø vi skaber i os selv.
Og at vi er dybt forbundet med hinanden og har brug for hinanden.

Vi ved faktisk i dag, at vi er født empatiske og omsorgsfulde.

Men vi glemmer det.
Vi træner det ikke nok i vores første år.

I dag er der en undersøgelse af et lille pige i børnehave, der viser at hun igennem 5 timer kun har 17 minutters voksen kontakt.
Og det set i lyset af, at vi er aller mest sårbare, åbne modtagelige og har aller mest brug for nærhed i de første leve år.

Vi må og skal ændre dette.

Vi må og skal sætte kærlighed, som en almen menneskelig ressource øverste på dagsordenen igen.

Det starter med, at du tør.
A du tør fylde dig selv lidt mere op med taknemmelighed og omsorg i dag.

Du må ikke bare godt, du SKAL!

VÆR GOD VED DIG SELV I DAG.

Læg hånden på hjertet ( frigøre oxytocin kærligheds hormonet)
Træk nu vejret dybt ind gennem hjertet , hold et lille smil på læben og tænk på hvad du er særlig taknemmelig for i dette nu



kærligst Flora


2 kommentarer

Annette Frederiksen

Oh den rørte mig virkelig🙏❤️👍🥰det er så sandt ,som beskrevet ,tak 👌❤️🙏❤️

Læs mere
Læs mindre
Flora Melchiorsen Admin

Skønt :-)

Læs mere
Læs mindre

Skriv en kommentar