Der var en gang et træ, der levede fuldt ud


Der var en gang et smukt og frodigt træ.

Det stod midt i skoven med de andre træer. Det voksede og strålede, mærkede sine rødder dybt i moder jords grund og den kraftfulde næring hun gav det hver dag.

Det mærkede forbundetheden med de andre træer, gennem røddernes forfinede netværk og grenenes sagte visken.
Det mærkede forbundetheden med resten af skoven, når en fugl landede og kvidrede smukt fra toppen af dets stamme og et rådyr krøb sammen i læ ved dets fod.

Alt var forbundet og i harmoni.
Blæsten blæste i grenene.
Solen varmede dets kerne og gav næring til dets vækst.
Regnen vandede rødderne, så det voksede sig stærke dag for dag.
Det var i sandhed smukt og i ro.

Men en dag hørte det om juletræet og tænkte et øjeblik, at det måtte da være det prægtigste af alle træer, for det strålede i glans og skabte glæde til en familie.
Sikke en storhed - sikke en stolthed.

Og sådan gik det, at træet blev juletræ.

Det blev skåret af ved roden.
Sat i stuen i en kunstig fod.
Pyntet med guld og guirlander.

Og al dens tid gik nu med, at gå op i pynten på dens grene.
Træet betragtede alt glitterværket.
Er jeg mon fin nok tænkte det? Kunne det ikke have været bedre?
Er denne gamle nisse ikke for grim.
Skinner disse kugler mon nok?
Al dets vågne tid gik med, kun at tænke på glitteret på dets grene og fortabe sig i det.
Nogle dage med stolthed og glæde, men de fleste med kritisk stemme og en bekymring over, om det mon nu var godt nok, flot nok.

Væk var forbundetheden, væk var sanserne og samhørigheden med det levende i jorden.

Og sådan gik mange dage, kun med at bekymre sig om glitterstadset.

Indtil en dag, hvor glitteret blev taget af og tilbage stod et træ, der hang i hver en gren. Helt udtæret, helt tørt, helt brugt op og udmattet af al den bekymring om glitter.
For det havde glemt alt om, hvem det var.

Og langsom synet hen i drømmen om mere glitterstads og glimmer.

Helt glemt det smukke det kom fra. Helt glemt hvordan det gav sig selv næring og slog rødder i moder jord og drak fra fader himmel.

Og sådan døde træet og gik tilbage til naturen, som det kom fra.

Og måske, bare måske et øjeblik, at du kan genkende en snert af træets historie.
Og tilknytning til bekymring, glitter tanker og guld.

Hvis du kan, så glem alt om glitter, bekymringer og tanker.

Om vend tilbage til hvor du kom fra:
Samhørighed glæde nærvær og sansning med alt levende omkring dig.
Dybt forbundet med de 4 elementer og moder jord.

Du er intet og alting, når dit sind slipper al tilknytning og åbner hjertet for at vende hjem.
Hjem til stilheden, lyset, nærværet og kærligheden.

Intet andet 🙏🏻🥰

Glædelig jul

Flora Tara



0 kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer. Vær den første til at skrive en!

Skriv en kommentar